fredag den 17. december 2010

Sidste Nyt!

Udenfor vælter julesneen ned - det gjorde den trods diverse forudsigelser IKKE den dag, vi var på juleudflugt! Vi kunne således godt være taget på julemarked i Malmö, men i stedet kom vi på Københavns Museum til en rigtig god udstilling om indvandring i hovedstaden gennem tiderne. Efter museet gik vi på økologisk café på Halmtorvet og fik en god frokost, for til sidst at slutte af med julemarked i Øksnehallen mellem 1/2 million andre mennesker. Det blev en rigtig god dag, dog noget anderledes end oprindelig planlagt - osse fordi Lone hele 3 gange viste sig fra sin venligste og mest hjælpsomme side.... (det bad hun mig selv om at skrive!).


Dagen i dag er lidt af en mærkedag, idet vi har fået os et nyt medlem. Vivi er nemlig i dag indtrådt i de voksnes rækker og kan således deltage i Cirklens næste indslag. Vi siger tillykke herfra og byder hende hjertelig velkommen i kredsen!

Og næste indslag vil formentlig blive en generalforsamling i januar? Jeg har forelagt et ønske vedr. lån af frokoststuen på Kulturværftet - men det ligger helt stille hos bibliotekschefen. Helle P. har dog givet et foreløbigt tilsagn, så hvis vi koordinerer med en pedel - og ikke bliver ved til den lyse morgen - kan det formentlig lade sig gøre.
Med mindre nogen tilbyder at lægge hus til?????

Indtil videre: Rigtig Glædelig Jul - og på gensyn til forhåbentlig mange muntre stunder i 2011!

torsdag den 25. november 2010

Snestorm på vej....

Det ser ud til, at en mindre snestorm agter at bevæge sig henover Øresundsregionen netop på søndag, hvor vi skal på juleudflugt med Cirklen. Efter moden overvejelse har en del af arrangementsgruppen derfor besluttet, at vi afkorter udflugten. Vi står således af toget i København og tager på juletur dér i stedet.
Vi tager stadig med toget kl. 10.15 fra Helsingør, og vi kan så planlægge dagens gang i toget. Der er københavnske julemarkeder, se: http://www.aok.dk/shopping/guide/julemarkeder-2008-0#storyId-11400 - eller vi kan finde en god udstilling at gå på. Og så naturligvis en god frokost ;-)


Det er åbenbart ikke det store tilløbsstykke - det er jo 1. søndag i advent - men måske bliver det mere overskueligt, når turen kun går til København. HVIS du har tænkt dig at komme med, må du meget gerne lige lægge en kommentar her.

lørdag den 6. november 2010

And now for something completely different....

Det er nu ved at være tid til årets JULEUDFLUGT - og arrangementsgruppen meddeler følgende:

Vores juleudflugt finder sted d. 28.11., hvor der er afgang fra Helsingør 10:15 med målet Malmö. Tilmelding er ikke nødvendig - hvis man vil med, er man med dette tog (som passerer Kbh. Hovedbanegård 11.01)!
Vi satser på at indlede dagen på Nya Moderna Museet, derefter frokost og til sidst det store julemarked på Södertull. Programmet kan jo ændres, hvis vejret ikke arter sig.
Frokosten kan vi fx indtage på museets café, som også har en afdeling andetsteds i byen (Davids patisserie, men de har kun kager og baguetter) - eller hvor vi ellers kan finde på at spise - her må være plads til improvisation.
Vi følges ad på Museet og til frokost - derefter er der Fri Leg.

Er man i tvivl om noget, kan man kontakte Hanne, Lone eller Charlotte. Og ihukommende sidste års juleudflugt er det en god idé at medbringe en opladet mobiltlf. og udveksle numre allerede i toget....!













PS: Alt vel på Kulturværftet - omend en anelse støvet....! Nu varer det ikke længe, før vi kan indbyde til rundvisning for pensionerede kolleger :-)

lørdag den 9. oktober 2010

Så er vi næsten i mål!

En L-A-N-G arbejdsdag senere - og byggepladsen blev til et bibliotek! Ånden fra inddateringens dage landede, og humøret steg i takt med at skidtet forsvandt, plastikken om reolerne kom af, og pc'erne kom på plads.















Der mangler stadig skilte, skærme, publikums-pc'er, udstyr til musik- og IT-værksteder, spillekonsoller, lytteområder -
men vi har et flot bibliotek med bøger og cd'er, ligesom i gamle dage.....!













Kontorfløjen i Bygning 10 er overhovedet ikke færdig, så vi kommer til at "pendle" til Marienlyst allé de næste par måneder. Kun frokoststuen er færdig - den er stor, med plads til os allesammen på én gang - og med en FANTASTISK udsigt.















Og så har vi fået en fin ny hjemmeside. Den åbnede fredag middag, så vi har ikke engang fået set rigtigt på den, men I kan se den på den sædvanlige adresse!

Vi glæder os til at se alle jer, der kommer i morgen, og vi glæder os til at vise huset frem for jer - men forvent ikke for meget mht. nye spændende gadgets. De mangler. Til gengæld er huset helt utroligt og med en pokkers masse muligheder.

fredag den 8. oktober 2010

33 timer endnu....

Så er det lige før....!
Vi var ved at græde, da vi kom på Værftet i morges. Alt var ét stort rod - og der var stadig møgbeskidt og fyldt med håndværkere. Men i løbet af dagen skete der en hel masse, og vi fik styr på en stor del af de sidste mangler.

Jeg fik ikke taget billeder i dag, måske i morgen??

Vi er alle trætte. Nogle har mistet modet - nogle er negative - men heldigvis er der osse en del, som glæder sig og som hæfter sig mere ved det, der fungerer frem for det, der ikke fungerer. Gordon påstod, at nettet kom til at virke ca kl. 16 i dag, men der er endnu ikke stillet en eneste pc op, så vi ved ikke, om det passer....!

Og så har jeg SLET ikke nævnt udlånssystemet, som har opført sig mildt sagt problematisk, siden det blev indført i Ab for 6 uger siden.

Lørdag skal stole og borde på plads, og vi skal have sat plakater og andet pynt op, så vi er klar til at modtage et sted mellem 1000 og 10.000 mennesker på søndag. Det bliver en stor dag og en travl dag - og der er stadig mange løse ender!

søndag den 3. oktober 2010

Det går ALT for langsomt.....

Vi åbner om en uge....
Vi er nået dertil, hvor vi bliver nødt til at trække på skuldrene og på smilebåndet og slå afværgende ud med hænderne, for vi når bestemt ikke at gøre det til det spændende bibliotek, som vi så gerne vil præsentere for vores lånere.

Reol-firmaet ser jeg som de største skurke, de har simpelthen ikke leveret varen. Flyttefolkene kan ikke komme til at pakke deres bure ud, for der mangler hylder i reolerne, skuffer i krybberne og bladekasser til spil og mp3-bøger. Og når flyttefolkene ikke kan pakke ud, kan vi jo heller ikke lave vores spændende formidling.
Nettet kommer først til at virke 2 dage før åbningen, og Grotten, hvor mange af vores mindre arrangementer kommer til at foregå, bliver næppe klar.
For slet ikke at tale om udlånssystemet og sorteringsmaskinen....!




Her er noderne kommet på plads i vores ret flotte reoler, som desværre er lidt sarte....












og her cd'erne - bemærk malernes stativ i baggrunden - for håndværkerne går jo rundt og sviner omkring os.....











Her er Kloden - det flotte reolsystem til Team Fakta, som skal indeholde fagbøger om den store verden.











Og sådan ser der ud "hjemme" i Marienlyst Allé - et kig mod den gamle læsesal.











Så her går det godt, Fru Kammerherreinde.
Mit råd til alle jer afgåede kolleger: VENT med at komme. Måske om en måneds tid kan vi invitere til en personlig rundvisning, men d. 10.10. bliver det primært en præsentation af et hus på vej.....!

tirsdag den 21. september 2010

Så rykker vi!


De første reoler blev fyldt på Kulturværftet i går, mandag. En ihærdig flyttemand med speciale i at flytte biblioteker har kastet sig over skønlitteraturen, og mange af de reoler, der er samlet og klar, er nu fyldt. På grund af støvet, der stadig flyver rundt, pakkes alle fyldte reoler ind i plastik!
Der opstår små forhindringer indimellem, såsom skråhylder, der er for skrå, så der ikke er plads til bøgerne nedenunder - eller vi har regnet galt, så der må sættes 6 hylder i reolerne i stedet for 5 - eller vi kan ikke finde et "bur", hvis indhold skal sættes op som det næste - eller der mangler deleplader til nodereolerne, så de ikke kan sættes op - eller ham, der har ansvar for vare-elevatoren, som kun har kontrakt på at køre med den onsdag med.....! Men generelt er der sat system i sagerne, alt kører og trods en del underlige forsinkelser, kan vi nu se en mening med de sidste mange måneders arbejde.
Håndværkerne arbejder - med enkelte undtagelser - på livet løs. Reolfolkene møder kl. 4 om morgenen og knokler for at opfylde vores ønsker. Flyttefolkene er utrolig professionelle og kan deres kram. Men... der er stadig meget , der skal nåes inden d. 10.10.10!















Børnebiblioteket i stueetagen er også ved at tage form.....


.... men på 2. sal er der stadig meget langt igen!!













Tilbage på Marienlyst Allé ser der meget tomt ud....

torsdag den 16. september 2010

.. og dog!

For der ser sådan ud dernede:















og det er jo ikke til at flytte noget ind i!

Bortset fra flygelet, som er kommet på plads foran Grotten og pakket godt ind i tæpper og plastik for ikke at tage skade af støv og slag.














Gulvet er lagt i stuen og 1. sal og ser fantastisk ud. Og så mangler ellers alt muligt......

I Marienlyst Allé er mange af bøgerne pakket i bure, klar til at blive kørt ind i en flyttevogn og ud på Værftet - når der altså er reoler at sætte dem ind i....

tirsdag den 14. september 2010

SÅ går det løs....

Alle vores forberedelser gennem - hvor meget er det? 5 år? - er nu ved at bære frugt. I dag har vi siddet i vores teams og lavet planer til flyttemændene, som kommer i morgen og pakker ned. I første omgang er det mit team (det med skønlitteratur, musik, film og spil) som flytter ind, idet det er vores etage på Kulturværftet, som er blevet først færdig.

Rent faktisk er det første, der flytter, flygelet. Det har jeg fået æren af at følge på plads. Jeg håber at kunne aflægge rapport om det i morgen. Torsdag sætter vi de første bøger på hylde og de første cd'er i krybber.

Team Familie/Børn rykker ind i begyndelsen af næste uge. De har sendt Bamse på wellness-center for at blive shinet op. Han har desuden fået en fin kedeldragt, så han kommer til at fremstå som en rigtig værfts-bamse, og han bliver en slags vartegn for deres etage.

Team Fakta kan formentlig komme ind på deres etage sidst i næste uge. De får bl.a. nogle specielt designede reoler, som bliver sent færdige.

Et par hold af flittige chip'pere har klaret de sidste ting i dag. De gik virkelig til den.

Alt i alt går det MEGET stærkt lige nu. Det er hårdt - men det er også SÅ spændende.....

PS: Tak for alle de søde hilsner I sender. Jeg skal nok blive ved, så længe der er noget (godt) at fortælle .....

torsdag den 9. september 2010

700 flyttekasser.....

... og diverse "bure" fylder nu op i kælderen. I løbet af de næste par uger kommer de til at indeholde alle vores bøger, noder, cd'er, dvd'er, spil - samt alt vores habengut fra kontorerne. Vi er lige nu ved at minimere det sidste til 3 hylder pr mand......!
Rygtet går, at 1. etage bliver klar i næste uge, og at vi (Team SkønMusikFilm) kan rykke ind sidst på ugen.
Vi er næsten færdige med at chippe - i dag blev vi færdige ovenpå og gik i gang med magasin-cd'erne. Vi skulle meget gerne være færdige i morgen.
Og så HAR vi fået kage et par gange nu......!

PS! Husk tilmelding til udflugten til Sophienholm til Hanne!

mandag den 6. september 2010

Der chippes... og der chippes... og der chippes!

I en uge har vi nu sat chips i alle dvd'er, cd'er, spil og andre materialer med sjove former og faconer. Helle P. siger vi er bagud, så i dag har vi givet den en ekstra skalle. Desuden deler vi bøger, noder og cd'er op på kryds og tværs til de nye opstillinger og distrikter - nogle assisterer i Abildvænget, som har udvidet åbningstid, mens Hovedbiblioteket har lukket - vi rydder op i egne bunker, og derudover passer vi alle de sædvanlige gøremål såsom fjernlån og materialevalg. Så vi keder os absolut ikke - selvom vi har lukket for lånerne.

Her er et par indblik i vores seneste dage:























noder til højre og noder til venstre.....










... og lydcd'erne er sendt i depot i Abildvænget

torsdag den 2. september 2010

Indbydelsen til næste arrangement i The Golden Circle...

... kommer fra Hanne:

Turen går denne gang til Sophienholm i Lyngby, hvor vi mødes kl 11.30, søndag d. 26. september
Vi ser udstillingen som hedder Salonkultur på Sophienholm. Udstillingen er en del af Festivalen Golden Days, som i år bl. a har fokus på det sene 1700-tal.
Kl. 12.30 er der bestilt borde til os i Cafeen. Men de vil gerne på forhånd vide, hvad vi vil have at spise.
Så I bedes gå ind på deres hjemmeside (http://www.sophienholm.dk/), og vælge ud, hvad I ønsker. I giver så besked til mig.
Hvis I kan tage stilling til drikkevarer og evt. kaffe, er det ligeledes en fordel.
Men altså: maden skal bestilles forud.
Efter frokosten er det sejltur på Lyngby sø. Afgang kl 14.38 fra Sophienholm
Tilmelding og besked om menu til undertegnede senest mandag d.20/9

Venlig hilsen

Hanne Høeg

Helsingør Kommunes Biblioteker

Bibliotekar

Hovedbiblioteket

Marienlyst Allé 4

Telefon 49 28 36 37

3000 Helsingør

E-mail hah65@helsbib.dk

www.helsbib.dk


mandag den 30. august 2010

Biblioteket i avisen....


I dagens avis er der en fin reportage fra lørdagens nedlukning. Se linket (klik på overskriften!).




Og i dag har vi holdt informationsmøde, haft den sidste ansættelsessamtale på Karens stilling, afholdt 8 ansættelsessamtaler på ny pedelstilling (250 ansøgninger....!), lavet planlægning i de tre bibliotekar-teams, og så har nogle flittige sjæle chippet en del af dvd- og musiksamlingen. Humøret er OK, men forplejningen lader meget tilbage at ønske! Kan I huske, da vi inddaterede, og der var kage HVER ENESTE DAG...???

søndag den 29. august 2010

Så er der lukket på Marienlyst Allé!

For alle jer, der ikke lige har fået læst lokalavisen eller været forbi Marienlyst Allé 4 på det sidste, så var det i går, lørdag d. 28.8., sidste dag for lånerne at tage afsked med de gamle lokaler. Det var en vemodig men hyggelig dag, hvor lånerne primært kom for at sige farvel og på gensyn, spørge til vores holdning til flytningen og "alt det nye", og mange tog billeder til evigt minde. En fin udstilling af en større samling fotos fra byggeriet og indvielsen af lokalerne i 1971 var hængt op, og den sidste time kom de tre sidste kulturudvalgsfor-kvinder og holdt fine afskedstaler, indrammet af Margretes og Suzannes historier gennem tiderne. Buzor Nika og søn spillede en fin blanding af svensk, dansk og balkan-musik, og tilsidst lukkede og låste Malene Carmel efter den sidste låner.
Nu skal vi så pakke alt ned, smide ud og rydde op, samt sætte chips i de manglende materialer de næste 6 uger. Vi håber på, at ånden fra inddateringsperioden og tiden fra gulvudskiftningen kan indfinde sig igen - det er der brug for!

Hvis der er interesse, vil jeg gerne holde jer á jour med vores arbejde her på blog'en.

mandag den 28. juni 2010

En god dag....

Lidt billeder fra en rigtig god men noget kølig sommerdag i Brede.
http://picasaweb.google.dk/ringsholt/UdflugtTilBrede#

Og så har jeg lavet lidt om på layout'et - jeg kunne ikke stå for denne skabelon, som må være skabt til vores blog!

søndag den 16. maj 2010

Brede Værk med The Golden Circle søndag d. 13. juni 2010

Charlotte har bedt mig lægge nedenstående indlæg på:

Vi mødes til rundvisning senest kl. 12.00 foran Brede Hovedbygning på I.C. Modewegsvej i Kgs. Lyngby.

Der er gratis entré til selve Brede Værk. Plan: rundvisning i Brede Hovedbygning og arbejderboligen kl. 12, som det er kun muligt at se på denne måde. Prisen er 50 kr. pr. person, pensionister er 40 kr. og samme pris pr. individ, hvis vi er over 10 personer. Man jo bare møde op til spisning, hvis man ikke ønsker rundvisning. Det faste holdepunkt i dette program er bordbestilling Brede Spisehus kl. 13.00. Der er ikke andre spisesteder i nærheden end Restaurant Frilandsmuseet.

Det vil være klogt møde op i god tid, hvis man vil være sikker på at nå rundvisningen kl. 12.00. Der er kun plads til 15 personer ad gangen. Den der kommer først til rundvisning… Øvrige rundvisninger finder sted kl. 13 og 14.

Når vi er mætte og glade - hvis vi ellers kan rejse os - kan vi fortsætte med at se Brede Værk og Orangeriet ved gartnerboligen og nyde naturen omkring os. Stedet lukker kl.17, men mon ikke vi kan nå lidt af hvert? Det satser jeg på.

På grund af ferie i Brede Værk er dette program noget forsinket. Man kan åbenbart kun bestille rundvisning til hele molevitten for 750 kr., så den plan er skrottet. Dels ved jeg ikke, hvor mange vi bliver, dels har vi en større frihed resten af dagen.

En mulig rejseplan:

Tog fra Helsingør station kl. 10.35 med skift i Kokkedal (lander om Gud vil og vejret holder kl. 10.51) til bus 150S til Nærum kl.11.03, ankomst 11.25. Med privatbane L31 (”Nærumgrisen”) kl. 11.35, ankomst til Brede Station 11.40. Gåtur på 0,2 km til Brede Hovedbygning - (kontroller for en sikkerheds skyld selv).

Jeg kommer i bil. Parkering ved Frilandsmuseets indgang på I.C.Modewegsvej.

Besked om deltagelse - generelt såvel som til spisning - bedes givet til Charlotte på mailadresse chafeng@hotmail.com senest tirsdag d. 08.06 2010

Hvilket betyder, at I ikke skal sende svar til mig (Lisbeth) - I am only the messenger

mandag den 8. marts 2010

Så er den første udflugt i 2010 på plads -

Vi skal på museumsbesøg på Davids Samling søndag d. 25. april og programmet er som følger:

Egentlig havde jeg planlagt frokost i Traktørstedet ved Rosenborg, men de skulle have konfirmation. I stedet har jeg så reserveret bord i Café og Ølhalle, som ligger under Arbejdermuseet i Rømersgade. Vi mødes kl. 12:30. Det er selvfølgelig tilladt at bese Arbejdermuseet inden da.

Derefter spadserer vi gennem den løgplanteprydede Kongens Have til Davids Samling i Kronprinsessegade, hvor jeg har bestilt en omvisning i den islamiske samling kl. 14:30. Det koster 600 kroner, men hvis vi fordeler det mellem os, er det jo ikke så galt i betragtning af, at der er gratis adgang til museet.

Skulle vi blive så få, at det bliver urimeligt, har min ægtemand lovet, at han vil prøve at lege omviser, men det håber jeg ikke bliver nødvendigt.

Man kan højst være 15 på en omvisning, men hvis vi skulle blive flere, er der jo ingen der kan hindre de sidst tilmeldte i at deltage og lade som om, de er almindelige turister!

Af praktiske grunde vil jeg gerne have besked om deltagelse senest den 15. april. Telefon 49131620, mail perlyk@privat.dk

På gensyn

Lone

fredag den 26. februar 2010

Program for den kommende sæson!

Så har arrangementsgruppen gjort det igen: lavet et fantastisk program, som man kun kan glæde sig til at deltage i. Kryds allerede nu dagene af i din kalender, så der ikke kommer en lørdagsvagt, børnebørnspasning eller Tante Klaras fødselsdag i vejen!
Her kommer Charlottes indlæg:

Program for The Golden Circle -2.sæson 2010

Søndag d.25.april: Davids Samling: Islamisk kunst fra 7.-19. århundrede, Skandinaviens største! Efter anbefaling fra kendere satses på en professionel rundvisning. Der er gratis entré, og 600 kr. til dette formål skulle være til at overkomme. Vi kan så ankomme i flok, hvis vi er mange nok. Er vi for få, ser Lone Lyk derpå. Hun står for arrangementet og har en nødløsning: stakkels Per er blevet aftvunget et løfte om at stå for rundvisningen. Forslag til spisning kunne være Traktørstedet Rosenborg. Nærmere oplysning om tid og mødested følger.

Søndag d.13.juni: Brede Værk, museet for industrikultur. De smukke omgivelser danner ramme for 2. del. af Frilandsmuseums-turen med ”angreb” fra den modsatte side. Man spiser efter sigende godt i Brede Spisehus med udsigt til søen. Dette arrangement står Charlotte for. Deltagelse i tidligere udflugt er ingen forudsætning for deltagelse her – den undskyldning accepteres ikke! Nærmere oplysning om tid og mødested følger.

Søndag d.26.september: Sophienholm ved Bagsværd Sø. Udstillingen handler på det tidspunkt om ”Nordisk salonkultur” og dækker et fænomen, som Frederikke Brun var eksponent for i den florissante periode. Også her kan man spise på stedet, og det ser lækkert ud. Måske vælger Hanne Høeg, som står for dette arrangement, den løsning. Nærmere oplysning om tid og mødested og spisning følger.

Søndag d.28.november: Julemarked i Malmø i den gamle bydel. Der er mange muligheder for kulturelle oplevelser, eksempelvis udstillinger. Endnu er der ikke taget stilling til nærmere indhold endsige spørgsmålet om ansvarshavende for arrangementet. Måske bliver der flere om det. Ét godt råd: husk relevante telefonnumre samt en opladet mobiltelefon! Nærmere oplysninger følger – der er laaang tid til.

Ret til ændringer forbeholdes!


Med venlig hilsen

Charlotte Fenger,

som indkaldte til arrangements-udvalgsmøde d. 01. februar 2010, stillede bolig til rådighed og er ansvarlig for udarbejdelse af nærværende resultat af disse fælles anstrengelser.

torsdag den 28. januar 2010

Referat fra Generalforsamlingen 2010


Til stede: Lone LJ, Lone M, Hanne D, Charlotte, Lis, Anders, Susse, Henrik, Eva, Birgitte, Margot, Hanne H, Lisbeth.

Akut afbud fra: Grethe (dårlig dyt), Helle T (dårlig tå), Lone LR (dårligt hoved) og Karen (dårlig undskyldning!)

Ægte afbud: resten


Vi startede med en uannonceret teambuilding-øvelse, hvor Susses bil skulle frigøres fra et tæt, erotisk udseende møde med en Fiat. Trods tunge kræfter på bagsædet, Hannes arbedshandsker og en masse god vilje kom der ikke nogen løsning på opgaven, før tilkaldt ekspertise mødte op.


Dernæst var der gode vine og lækre oste på programmet. Nævnes kan i flæng: emmenthaler, brie, prima donna og en ged, med kulørte indslag i form af rød peber og grønne druer.


I en kort pause i aftenens løb lykkedes det sekretæren at få ørenlyd og kaste en mundtlig beretning ud. Det stod dog skralt til med mødedisciplinen, og sekretæren blev gentagne afbrudt i beretningen! Der var stor ros til arrangementsudvalget, og alle fremmødte bakkede op om genvalg til både Lone LJ, Charlotte og Hanne H. Især da det fremgik, at de stadig har masser af gode idéer til næste sæsons udflugter.

Vi kan således måske se frem til en tur til Frederiksborg Slot, til Hven og et besøg i Landskrona hos endnu en pensionistkollega, Gunnel. Men indtil videre ligger alle muligheder åbne!


Aftenen sluttede med endnu en teambuilding-øvelse, nemlig at klappe borde sammen og få Hannes stue til at se beboelig ud igen efter 13 ældre bibliotekarers hærgen!

tirsdag den 12. januar 2010

Generalforsamling

Jeg vil glæde mig til at deltage i årets vigtigste generalforsamling.
Venlig hilsen en nybagt senior
Susse