Program for The Golden Circle -2.sæson 2010
Søndag d.25.april: Davids Samling: Islamisk kunst fra 7.-19. århundrede, Skandinaviens største! Efter anbefaling fra kendere satses på en professionel rundvisning. Der er gratis entré, og 600 kr. til dette formål skulle være til at overkomme. Vi kan så ankomme i flok, hvis vi er mange nok. Er vi for få, ser Lone Lyk derpå. Hun står for arrangementet og har en nødløsning: stakkels Per er blevet aftvunget et løfte om at stå for rundvisningen. Forslag til spisning kunne være Traktørstedet Rosenborg. Nærmere oplysning om tid og mødested følger.
Søndag d.13.juni: Brede Værk, museet for industrikultur. De smukke omgivelser danner ramme for 2. del. af Frilandsmuseums-turen med ”angreb” fra den modsatte side. Man spiser efter sigende godt i Brede Spisehus med udsigt til søen. Dette arrangement står Charlotte for. Deltagelse i tidligere udflugt er ingen forudsætning for deltagelse her – den undskyldning accepteres ikke! Nærmere oplysning om tid og mødested følger.
Søndag d.26.september: Sophienholm ved Bagsværd Sø. Udstillingen handler på det tidspunkt om ”Nordisk salonkultur” og dækker et fænomen, som Frederikke Brun var eksponent for i den florissante periode. Også her kan man spise på stedet, og det ser lækkert ud. Måske vælger Hanne Høeg, som står for dette arrangement, den løsning. Nærmere oplysning om tid og mødested og spisning følger.
Søndag d.28.november: Julemarked i Malmø i den gamle bydel. Der er mange muligheder for kulturelle oplevelser, eksempelvis udstillinger. Endnu er der ikke taget stilling til nærmere indhold endsige spørgsmålet om ansvarshavende for arrangementet. Måske bliver der flere om det. Ét godt råd: husk relevante telefonnumre samt en opladet mobiltelefon! Nærmere oplysninger følger – der er laaang tid til.
Ret til ændringer forbeholdes!
Med venlig hilsen
Charlotte Fenger,
som indkaldte til arrangements-udvalgsmøde d. 01. februar 2010, stillede bolig til rådighed og er ansvarlig for udarbejdelse af nærværende resultat af disse fælles anstrengelser.