lørdag den 9. oktober 2010

Så er vi næsten i mål!

En L-A-N-G arbejdsdag senere - og byggepladsen blev til et bibliotek! Ånden fra inddateringens dage landede, og humøret steg i takt med at skidtet forsvandt, plastikken om reolerne kom af, og pc'erne kom på plads.















Der mangler stadig skilte, skærme, publikums-pc'er, udstyr til musik- og IT-værksteder, spillekonsoller, lytteområder -
men vi har et flot bibliotek med bøger og cd'er, ligesom i gamle dage.....!













Kontorfløjen i Bygning 10 er overhovedet ikke færdig, så vi kommer til at "pendle" til Marienlyst allé de næste par måneder. Kun frokoststuen er færdig - den er stor, med plads til os allesammen på én gang - og med en FANTASTISK udsigt.















Og så har vi fået en fin ny hjemmeside. Den åbnede fredag middag, så vi har ikke engang fået set rigtigt på den, men I kan se den på den sædvanlige adresse!

Vi glæder os til at se alle jer, der kommer i morgen, og vi glæder os til at vise huset frem for jer - men forvent ikke for meget mht. nye spændende gadgets. De mangler. Til gengæld er huset helt utroligt og med en pokkers masse muligheder.

fredag den 8. oktober 2010

33 timer endnu....

Så er det lige før....!
Vi var ved at græde, da vi kom på Værftet i morges. Alt var ét stort rod - og der var stadig møgbeskidt og fyldt med håndværkere. Men i løbet af dagen skete der en hel masse, og vi fik styr på en stor del af de sidste mangler.

Jeg fik ikke taget billeder i dag, måske i morgen??

Vi er alle trætte. Nogle har mistet modet - nogle er negative - men heldigvis er der osse en del, som glæder sig og som hæfter sig mere ved det, der fungerer frem for det, der ikke fungerer. Gordon påstod, at nettet kom til at virke ca kl. 16 i dag, men der er endnu ikke stillet en eneste pc op, så vi ved ikke, om det passer....!

Og så har jeg SLET ikke nævnt udlånssystemet, som har opført sig mildt sagt problematisk, siden det blev indført i Ab for 6 uger siden.

Lørdag skal stole og borde på plads, og vi skal have sat plakater og andet pynt op, så vi er klar til at modtage et sted mellem 1000 og 10.000 mennesker på søndag. Det bliver en stor dag og en travl dag - og der er stadig mange løse ender!

søndag den 3. oktober 2010

Det går ALT for langsomt.....

Vi åbner om en uge....
Vi er nået dertil, hvor vi bliver nødt til at trække på skuldrene og på smilebåndet og slå afværgende ud med hænderne, for vi når bestemt ikke at gøre det til det spændende bibliotek, som vi så gerne vil præsentere for vores lånere.

Reol-firmaet ser jeg som de største skurke, de har simpelthen ikke leveret varen. Flyttefolkene kan ikke komme til at pakke deres bure ud, for der mangler hylder i reolerne, skuffer i krybberne og bladekasser til spil og mp3-bøger. Og når flyttefolkene ikke kan pakke ud, kan vi jo heller ikke lave vores spændende formidling.
Nettet kommer først til at virke 2 dage før åbningen, og Grotten, hvor mange af vores mindre arrangementer kommer til at foregå, bliver næppe klar.
For slet ikke at tale om udlånssystemet og sorteringsmaskinen....!




Her er noderne kommet på plads i vores ret flotte reoler, som desværre er lidt sarte....












og her cd'erne - bemærk malernes stativ i baggrunden - for håndværkerne går jo rundt og sviner omkring os.....











Her er Kloden - det flotte reolsystem til Team Fakta, som skal indeholde fagbøger om den store verden.











Og sådan ser der ud "hjemme" i Marienlyst Allé - et kig mod den gamle læsesal.











Så her går det godt, Fru Kammerherreinde.
Mit råd til alle jer afgåede kolleger: VENT med at komme. Måske om en måneds tid kan vi invitere til en personlig rundvisning, men d. 10.10. bliver det primært en præsentation af et hus på vej.....!