Udenfor vælter julesneen ned - det gjorde den trods diverse forudsigelser IKKE den dag, vi var på juleudflugt! Vi kunne således godt være taget på julemarked i Malmö, men i stedet kom vi på Københavns Museum til en rigtig god udstilling om indvandring i hovedstaden gennem tiderne. Efter museet gik vi på økologisk café på Halmtorvet og fik en god frokost, for til sidst at slutte af med julemarked i Øksnehallen mellem 1/2 million andre mennesker. Det blev en rigtig god dag, dog noget anderledes end oprindelig planlagt - osse fordi Lone hele 3 gange viste sig fra sin venligste og mest hjælpsomme side.... (det bad hun mig selv om at skrive!).

Dagen i dag er lidt af en mærkedag, idet vi har fået os et nyt medlem. Vivi er nemlig i dag indtrådt i de voksnes rækker og kan således deltage i Cirklens næste indslag. Vi siger tillykke herfra og byder hende hjertelig velkommen i kredsen!
Og næste indslag vil formentlig blive en generalforsamling i januar? Jeg har forelagt et ønske vedr. lån af frokoststuen på Kulturværftet - men det ligger helt stille hos bibliotekschefen. Helle P. har dog givet et foreløbigt tilsagn, så hvis vi koordinerer med en pedel - og ikke bliver ved til den lyse morgen - kan det formentlig lade sig gøre.
Med mindre nogen tilbyder at lægge hus til?????
Indtil videre: Rigtig Glædelig Jul - og på gensyn til forhåbentlig mange muntre stunder i 2011!