mandag den 2. januar 2012

Godt nytår + en invitation


Allerførst godt nytår til alle medlemmer af Den Gyldne Cirkel fra et medlem, der i et par år har været trainee, men som snart for alvor træder ind i ”de voksnes rækker”.

Den 22. december slukkede jeg for sidste gang for min pc på Kulturværftet efter lidt opdatering af hjemmesiden. Ugerne forinden havde stået i oprydningens tegn med sletning af myriader af filer fra et langt liv – et lille udvalg af langtidsholdbare dokumenter fandt dog vej til Acadre.

Restferie og seniorferie afvikles i januar måned (jo, jeg når lige præcis at blive en af de sidste ”seniorferierende” - ordningen er opsagt af Helsingør Kommune pr. 1. februar 2012). Samme dato melder jeg mig herefter ind i rækken af kommunale tjenestemænd på pension / efterløn.

Men inden den dato indtræffer er der traditionen tro et lille afskedsparty – nærmere bestemt morgenkaffe i frokoststuen på Biblioteket Kulturværftet.

Det sker torsdag den 26. januar kl. 9.00 til 10.00.

Har du tid, lyst og lejlighed vil jeg derfor blive meget glad for at ”blive fulgt til dørs” af nogle af de gamle kolleger.

Kommer du den 26. januar, send mig da venligst en mail senest den 18. januar - henrikpeterlarsen@hotmail.com Så vil jeg skyndsomt underrette sekretariatet, som tager sig af det praktiske.

KH/
Henrik

Ingen kommentarer: