Den alvorlige side, årsberetningen, endte som sædvanlig i kaos - men vi fik dog ordnet et par væsentlige ting:
1. Navnet ændres. Vi gider ikke den dér cirkel - vi føler os unge og oprørske, så i stil med Jagtvej 69 kalder vi os fremover Lundegade 13 - af 2006.
2. Grethe, Charlotte og Hanne H. fortsætter i arrangementsudvalget, Karen træder ud og Susse kommer med i stedet.
3. Desuden er aldersbetingelsen for deltagelse fjernet, hvilket betyder at alle, som har haft en stærk og god tilknytning til kollegerne og til lånerne i tiden på Marienlyst Allé, kan deltage i løjerne!
Dernæst kommer her indbydelsen til første arrangement:
Kamma - kultur - kolde øller
Foråret lurer lige om hjørnet, og det gør den første tur med Lundegade 13 - af år 2006 også.
Søndag d. 11. maj kl. 11.00 mødes vi ved Bakkehusmuseet, Rahbeks Alle 23, 1801 Frederiksberg C. Her skal vi opleve huset, hvor Kamma og Knud boede og få et indtryk af det hjem, hvor guldaldertidens store forfattere, kunstnere og videnskabsmænd mødtes. Det koster 40 kr. pr. næse, men kun 30 kr. hvis vi er over 10, så det er bare om at melde sig til.
Der er ikke bestilt rundvisning, men det er der til gengæld på Carlsberg, hvor vi kl. 12.30 skal spise frokost på Elefanten med efterfølgende rundvisning kl.14.00. Det koster i alt 175 kr. pr. næse inklusiv 2 håndmadder med bornholmsk røget laks med rygeostecreme og hønsesalat med portobello, cornichon og sprød prosciutti. En kop kaffe er med i prisen, men det er øllerne ikke, så der er frit valg.
Efter frokosten bliver vi vist rundt på Carlsberg Bryggeriet, hvor en tidligere bryggeriansat vil fortælle om området og bygningerne ud fra egne erfaringer. Turen slutter med orientering om de spændende planer for den helt nye bydel Carlsberg Byen.
Rundvisninger slutter 15.30. Tilmelding senest 1. maj til grethethorup@live.dk Hilsen og på gensyn Arrangementsudvalget
Ingen kommentarer:
Send en kommentar